Grand Seiko afslører Sunrise Tentagraph og Moonlit Birch
Grand Seiko udvider Evolution 9-serien med to nye modeller, hvor titanium, roséguld og naturinspirerede skiver skaber unikke varianter til samlere.
Grand Seiko fortsætter udvidelsen af Evolution 9-serien med to stærke nyheder: Sunrise Tentagraph SLGC006 og Moonlit Birch SLGW007. Begge ure bygger videre på eksisterende succeser i kollektionen, men med detaljer, der skaber en helt ny identitet.
Sunrise Tentagraph i titanium og roséguld
Tentagraph SLGC006 er den mest iøjnefaldende af de to nyheder. Modellen har en 43,2 mm kasse i Grand Seikos high-intensity titanium kombineret med 18 karat roséguld på krans, krone og trykknapper. Indlægget i kransen er udført i sort keramik med tachymeterskala, hvilket understreger modellens sportslige udtryk.
Skiven er inspireret af morgensolen over Mt. Iwate. Den kobberrosa nuance kombineres med vinrøde chronograf-subdials og detaljer i roséguld. Indvendigt finder vi 9SC5-værket, et automatisk chronografkaliber med 36.000 vibrationer i timen, 72 timers gangreserve og Grand Seikos avancerede Dual Impulse Escapement. Modellen er begrænset til 300 eksemplarer og prissat til ca. €23.000 (svarende til 171.000 kr.).
Moonlit Birch med blå teksturskive
Den anden nyhed, SLGW007, bygger på sidste års manuelle Evolution 9-modeller med birch-inspireret skive. Her er farven en dyb blå, der giver associationer til måneskin over birkeskove. Kassen i stål måler 38,6 mm og blot 9,95 mm i højden, hvilket gør den til en elegant allrounder.
Skiven har samme birch-struktur som de tidligere modeller, men med et helt anderledes visuelt udtryk. Indvendigt sidder kaliber 9SA4, et manuelt Hi-Beat-værk med 36.000 vibrationer i timen, 80 timers gangreserve og bagkasse med synligt gangreserve-display. Modellen lanceres uden begrænsning og koster ca. €10.200 (Svarende til 76.000 kr.).

Grand Seiko styrker Evolution 9-serien
Med Sunrise Tentagraph og Moonlit Birch viser Grand Seiko endnu engang, hvordan mærket formår at forene klassisk håndværk med moderne innovation. De to ure repræsenterer både sporty extravagance og underspillet elegance – og vil utvivlsomt blive eftertragtede blandt samlere verden over.
Læs mere om urene lige her.



